Personlig blog

Motion, motion, motion🚴🚴🚴🌳🌿

Ja, vi skal motionere. I dag kommer det til at foregå i det fri. Turen på kondicyklen bliver konverteret til cykling ude i luften.

Det bliver også en kombination med det praktiske. Jeg skal hente Liva og August – og nu er det jo ikke samme sted mere. Liva er begyndt i førskoleordning, så hun skal hentes i Jonstrup og August i børnehaven. Heldigvis er det ikke længere, end at Liva selv kan cykle sammen med mig fra FFO’en til børnehaven og hjem.

Og så er det jo weekend, så mon ikke det går an at have en lille-bitte godtepose med til børnene? Det tror jeg nok det gør.

God weekend til alle!

2

Smukke Brede

I mandags cyklede jeg til Brede – egentlig for at købe noget garn i butikken Garn Galore. Men den havde så lukket om mandagen.

NÅ! så var der også en genbrugsbutik. De har nogle gange garn, så der ville jeg også lige gå ind og kigge. De åbnede så først kl. 13, så jeg havde tre kvarter, jeg skulle have til at gå.

Jeg så en sti, der gik ned ad bakke, og jeg syntes jeg kendte den. Mon ikke det var der nedenfor, at Brede Værk lå? Jo, jo det var det. Jeg var der for et par år siden og gik rundt med en audioguide. Det er et dejligt sted. Der var tid til at nyde en is også, inden jeg gik op ad bakken igen og ind i genbrugsbutikken. De havde ikke garn lige for tiden, men der var nogle søde damer. Jeg købte nogle isglas, som jeg har fem af i forvejen. Og noget legetøj. Så cyklede jeg hjem igen. Og købte noget garn i Lyngby, fik næsten det, jeg var på jagt efter.

2

Op på cyklen igen

Efter turen til Sophienholm for nogle uger siden, hvor det gik galt med knæet igen, er der sket godt nyt.

Jeg tog affære og spurgte lægen, hvad der kunne være galt med knæet? Dommen var slidgigt. Hjælpen var fysioterapeut, øvelser, træning (som jeg plejer), et godt knæbind og medicin mod hævelse og smerter.

Det er virkelig godt. Det har gjort, at jeg ikke behøver at holde knæet helt i ro, for at hævelsen og smerterne forsvinder. Som i går, hvor jeg var lidt for kæk og tog cyklen til Værløse, kombineret med S-toget.

Jeg var på besøg hos Robert og Annette. Efter en dejlig frokost, og jeg efter bedste evne havde klippet August (han ville ikke klippes af andre end farmor, og håret var blevet rigtig langt) tog vi en cykeltur hen over den gamle landingsbane til Søndersø. August på gåcykel, Liva på cykel, Annette med cykelvogn som backup til trætte børn. Børnene talte om Tutti France 🤣. Det var dejligt at komme ud i luften og naturen med dejlig fuglesang- lærken hang på sin snor og trillede lystigt.

Efter en dejlig sandwich i caféen, indrettet i en gammel hangar, gik tuen hjem igen. Nåh, ja, jeg skulle også passe en lille edderkop for LIVA, mens hun var på toilettet. Den “smuttede” desværre fra mig 🤭

Da jeg kom hjem igen, gjorde det virkelig nas i knæet  jeg tog en halv pille af dem, lægen havde udskrevet. Nogle timer senere var der ikke mere at mærke.

3