I dag begynder Copenhagen Jazzfestival for mig. Flemming er i byen og vi har sammen fundet seks koncerter, som vi de næste tre dage vil høre. Nu må vi se, om vi holder til to koncerter om dagen, men mon ikke det går?
Jeg glæder mig til nogle gode musikoplevelser og nogle hyggelige dage sammen med Flemming. De fleste af koncerterne er gratis, og de to, der kræver billet, er meget rimelige med prisen.
Billedet herunder er et skærmprint fra Jazzfestivalens app, som kan anbefales. Den er nem at bruge og indeholder alle oplysninger, man har brug for. Hvis man sætter sine favoritter, kan man få dem vist særskilt, og det er hvad jeg har gjort i min app her.
Vores udvalgte koncerter på Copenhagen Jazzfestival 2025
Når man gentager noget 3 gange hver uge, skal der sommetider lidt forandring til. Så i stedet for at tage intervallerne på min kondicykel fandt jeg på noget andet i dag.
Jeg var en tur tilbage i barndommen (ja… man bliver jo ældre😊). Jeg bestemte at tage en tur fra barndomshjemmet på Kammerherrevej i Sørup til Øster Hornum, så kunne jeg besøge min bror og svigerinde, som bor der. Altså besøge dem virtuelt. Det er nemlig sådan, at min kondicykel kan forbindes med et program, hvor jeg kan planlægge ture på et kort og så køre den strækning. Det var hvad jeg gjorde. Turen gik ned til Sørup by, forbi Hornum Sø, som jo har stor betydning for min familie. Både min mor, min mormor og min oldefar er født og vokset op der. Det er også grunden til at familien mødes der den sidste weekend i juli måned hvert år.
Det gjorde dagens cykeltur på nøjagtig 9,3 km lidt sjovere, og som slægtsforsker bringer det jo også mig tilbage til mine optegnelser, lige for at tjekke, at det nu også er rigtig, som jeg husker det. Og det var det. Jeg cyklede forbi både min mors barndomshjem og min mormors barndomshjem. Min bror vidste ikke at jeg kom- altså virtuelt – så han kunne heller ikke give virtuel kaffe😂
Starten fra KammerherrevejSådan var min skolevej, bare ikke asfalteretHer er jeg ved søen og min mors og mormors fødehjemSå er jeg i mål hos min bror. Altså virtuelt.