Jewlensky på Louisiana
I tirsdags var jeg en tur på Louisiana sammen med Anna, som jeg kender fra mit frivillig job inde på Københavns Rådhus.
Det er altid dejligt at besøge Louisiana, og det er jo nemt at tage toget til Humlebæk og gå den lille tur til Louisiana.
Vi valgte at fokusere på en bestemt udstilling og bare se det andet i forbifarten. Udstillingen vi valgte var med den russiske kunstner Alexej Jawlensky (1864-1941) . Han malede i begyndelsen af sin karriere i en ekspressionistisk stil lignende de tyske ekspressionister Nolde, Franz Marc og Kandinsky. Senere begyndte han at male variationer af ansigter, hvilket udviklede sig til nærmest en mani, hvor ansigtet blev til farver og streger og temaet var meditation. Jeg kunne bedst lide hans ekspressionistiske malerier. Billedet her er dog fra begyndelsen af serien med ansiget.
Efter at vi havde set udstillingen, fik vi en kop kaffe og en lille kage, som vi nød med udsigten over Øresund. Vi fik også en rigtig god snak, som vi altid gør, men når vi er på arbejde, er der ikke tid til så meget snak. Så det var skønt at have tid til det.