Personlig blog

God Påske

 

Selv om den snart er forbi for denne gang, vil jeg ønske alle en god Påske.

Her er den gået stille og fredeligt indtil nu, men i dag og i morgen samles vores lille sjællandske familie med farfar. Det skal blive dejligt at være sammen. Mon ikke også påskeharen kommer forbi i morgen med nogle æg til børnene?

Hvad er det egentlig med den påskehare? Det er ikke en tradition fra min barndom, men her i København hører man hele tiden om påskeharen – har dog også hørt om det før i mit liv, men der kom aldrig nogen hare med æg til os …. dem fik vi fra hønsene 😂

Nå, men vil I læse lidt om traditionen med påskeharen, så er der et link til Wikipedia her

2

Harry – Et anderledes liv

Foto: Asbjørn Thomsen

I går holdt vi vores sidste foredrag om den gode Harry. Vores grandonkel, som også kaldte sig Professor Stærkstrøm og Harry Stålmann. Gennem flere år har vi søgt i arkiver, talt med personer, der har haft relationer til ham og hans familie. Så vi har fået stykket et noget nært autentisk portræt af ham sammen.

Det har også resulteret i bogen Harry – Et anderledes liv, hvor vi har samlet alle de oplysninger vi har fundet under vores research. Bogen blev udgivet sidste år i november i samarbejde med Hals Arkiv, hvor bogen også kan købes til 125 kr. via linket her.

Foto: Asbjørn Thomsen

 

3

En god film

Jeg har været i biografen og se filmen om Tommy Seebach.

Jeg vil bare sige, at det var en rigtig god film, meget rørende og ærlig (sådan virker det) fortælling om en familie, der gerne vil det bedste for hinanden og kæmper for det. Det er svært, og de fleste kender historien, og ved hvordan det ender. Hvor kan man have ondt af den mand og familien.

Jeg synes Anders Mattesen er virkelig god som Tommy, og alle de andre skuespillere spiller virkelig godt alle sammen.

Jeg kan virkelig anbefale den. Gå ind og se den.

2

Op på cyklen igen

Efter turen til Sophienholm for nogle uger siden, hvor det gik galt med knæet igen, er der sket godt nyt.

Jeg tog affære og spurgte lægen, hvad der kunne være galt med knæet? Dommen var slidgigt. Hjælpen var fysioterapeut, øvelser, træning (som jeg plejer), et godt knæbind og medicin mod hævelse og smerter.

Det er virkelig godt. Det har gjort, at jeg ikke behøver at holde knæet helt i ro, for at hævelsen og smerterne forsvinder. Som i går, hvor jeg var lidt for kæk og tog cyklen til Værløse, kombineret med S-toget.

Jeg var på besøg hos Robert og Annette. Efter en dejlig frokost, og jeg efter bedste evne havde klippet August (han ville ikke klippes af andre end farmor, og håret var blevet rigtig langt) tog vi en cykeltur hen over den gamle landingsbane til Søndersø. August på gåcykel, Liva på cykel, Annette med cykelvogn som backup til trætte børn. Børnene talte om Tutti France 🤣. Det var dejligt at komme ud i luften og naturen med dejlig fuglesang- lærken hang på sin snor og trillede lystigt.

Efter en dejlig sandwich i caféen, indrettet i en gammel hangar, gik tuen hjem igen. Nåh, ja, jeg skulle også passe en lille edderkop for LIVA, mens hun var på toilettet. Den “smuttede” desværre fra mig 🤭

Da jeg kom hjem igen, gjorde det virkelig nas i knæet  jeg tog en halv pille af dem, lægen havde udskrevet. Nogle timer senere var der ikke mere at mærke.

3

Dejligt besøg fra Aalborg

I denne uge har jeg haft besøg af min veninde gennem mange år, Majbrit. Det har bare været hyggeligt.
Når vi besøger hinanden, plejer vi at være gode til at være aktive og få nogle oplevelser. Det gjorde vi også denne gang. Vi havde set udsendelserne om Kirsten Justesens arbejde med Grevinde Danner monumentet, og vi havde begge lyst til at se det, nu hvor det står inde i København overfor Nansensgade. Så i mandags tog vi ind til København og kiggede nærmere på det. Det er vel nok blevet vellykket. Fire meter høj står hun og indeholder hele historien om hendes egen historie og kvindebevægelsens historie.
Derefter gik vi ind til Rundetårn og en tur op på toppen. Undervejs så vi en fotoudstilling i tårnets bibliotek. Det var billeder af landskaber , mest natbilleder med stjerner. Det var flotte billeder.
Så var vi blevet kaffe tørstige og havde besluttet at gå på Café la Glace. Det var også en fin oplevelse. Skønne kager og god kaffe.
Så gik turen mod Nørreport, hvor vi tog en bus tilbage til Lyngby. Det var en god dag.

2